Hvad betyder det for subjektet, at der ikke findes palævinduer, som kan åbnes, men kun uhåndterlige skydevinduer, ingen sagte dørklinker med drejbare kuglehåndtag, ingen forhave, ingen trappetrin ned til gaden, ingen mur om haven? Og hvilken bilist har ikke følt sig fristet alene af sin motors kræfter til at udrydde gadens skadedyr, fodgængere, børn og cyklister?
Theodor Adorno: Ikke banke på (i Minima Moralia)
For femten pfennig kunne han, når som helst han ville, kravle ind i kroppen på en kæmpe, som alle sportsfolk måtte springe til side for. Kæmpen hed Avoas. Det betød måske Alment-værdsat-omnibus-atlet-selskab; thi den, der endnu i vore dage vil opleve eventyr, må ikke omgås ængsteligt med klogskaben. Vor helt sad altså på taget og var så stor, at han mistede enhver følelse for de dværge, der myldrede på gaden. Det blev umuligt at forestille sig, hvad de havde at tale med hinanden om. Han blev glad, når de forskrækket hoppede og sprang. Når de gik over kørebanen, fór han løs på dem som en stor køter på spurve. I bevidstheden om sin egen ødelæggelseskraft så han nu ned på tagene af de pæne privatvogne, som tidligere altid havde skræmt ham med deres fornemhed, omtrent som et menneske, med en kniv i hånden, ser på de kære høns i en hønsegård. Det krævede imidlertid ikke megen indbildning, men bare logisk tænkning. For hvis det er rigtigt, hvad man siger, at klæder skaber folk, hvorfor skulle en omnibus så ikke også kunne det?
Robert Musil: Kæmpen Avoas (i En levendes efterladte papirer)
Besvimer tænkningen bag rattet, er det godt, litteraturen ikke bruger bremsepedaler.
